Lang ventetid på vuggestueplads fik Line og Peter til at rykke teltpælene op

Line Steffensen og Peter Steen Zeuner havde egentlig ikke planer om at flytte fra huset i Gug tilbage i sommeren 2020. Men det blev pludselig en realitet, da de stod og manglede en vuggestueplads til sønnen Oscar. Og så var de ikke i tvivl om, hvor de ville hen.

Ønskerne blev opfyldt i Aabybro

Line er født og opvokset i Kaas, mens Peter oprindeligt er fra Hjørring. Efter nogle år i lejlighed i Aalborg købte de hus i Gug. Her kom Oscar til verden og dermed også andre prioriteringer i deres liv. De ville gerne, at Oscar skulle vokse op i et mindre lokalsamfund med mere nærhed - og samtidig ville de gerne tættere på deres forældre.  

”Vi er begge vokset op med det lokale og nære, og det syntes vi også, at Oscar skal opleve”, fortæller Line.

De ville dog ikke for langt væk fra Aalborg, hvor de begge arbejder. Line er projektleder ved CompanYoung, og Peter arbejder som byggeleder på det nye Aalborg Universitetshospital.

Så da de i efteråret 2020 begyndte at lede efter institutionsplads og bolig, blev det i Aabybro.

”Vi søgte faktisk slet ikke andre steder, for vi kendte til Aabybro og vidste, at her kunne vi få alle ønsker opfyldt”, fortæller Line.

Parret fandt da også hurtigt det helt rigtige tilbud til Oscar, de solgte huset i Gug, rykkede teltpælene op og flyttede til Aabybro i januar 2021.

Her havde de fundet et rigtig dejligt hus i et børnevenligt kvarter, og den beslutning føles stadig helt rigtig for familien.

Udbuddet af fritidsaktiviteter er vigtigt

Foreningslivet og sport har altid fyldt en hel del i Line og Peters liv. De har begge spillet håndbold, siden de var helt små. Peter har senest spillet i Svenstrup på deres 3. divisionshold og i Jyllandsserien, imens Line blandt andet har spillet på 2. divisionsholdet i Aabybro. Hun har dermed kunne følge lidt med i udviklingen i byen.

”Jeg har spillet en del håndbold og kom i den forbindelse ofte i Aabybro, mens vi boede i Aalborg”. Siden dengang og til nu, kan jeg se, at der virkelig er sket meget i byen, selv om det ikke er mange år siden. F.eks. er der kommet en ny skole, et nyt center er ved at blive bygget og meget mere.  Og aktiviteter og tiltag som foreningen ”Oplev Dit Aabybro” skaber liv i byen. Det er virkelig fedt”, fortæller Line.

Peter lægger også meget vægt på udbuddet af fritidsaktiviteter i byen.

”For det første er her rigtig mange muligheder. Vi er ikke begrænset af, at det er en, to, tre eller fire sportsgrene eller tilbud. Der er jo frit valg på alle hylder. Vi er vokset op i håndboldens verden, og der er jo et fantastisk DGI-Hus, hvor der blandt andet er håndbold og alle mulige andre tilbud. Så det betyder helt sikkert meget, at her er noget at vælge imellem. Og meget er samlet ét sted med gode stiforbindelser fra, hvor vi bor”, siger Peter.

Den nybyggede Aabybro Skole var med i overvejelserne

Aabybro Skole, der er en nybygget folkeskole i hjertet af Aabybro, har haft en betydning for familiens præferencer for byen.

”Vi kan rigtig godt li’ at vores barn som udgangspunkt hører til én skole i stedet for, at børnene går på flere forskellige skoler. Og så har vi hørt rigtig meget godt om Aabybro Skole. Vi syntes, at det er fedt med en helt ny skole med moderne faciliteter, så det betyder også meget”, fortæller Line.

De har flere gange været på legepladsen ved skolen, hvor der er en fin legeplads til alle børn.

”Når jeg går ned i vuggestuen, går jeg lige forbi skolen og kan se en masse glade børn. Der er liv og gang i den. Det synes jeg, er så skønt at se. Så det var bestemt med i overvejelserne”, forklarer Line.

Kom med Borgmesteren på bustur

Familien er faldet godt til i Aabybro og føler, at de er blevet taget godt imod. De blev officielt budt velkommen af borgmesteren på en bustur for tilflyttere, som kommunen arrangerer to gange om året for nye tilflyttere, når restriktioner tillader det. Og det tilbud faldt i god jord.

”Vi var så heldige at komme med på den berømte bustur med borgmesteren. Jeg havde aldrig hørt om den før. Men det er et fantastisk tilbud og enestående for en kommune, at borgmesteren tager med rundt og viser tilflytterne området. Jeg var i hvert fald overrasket over, hvor mange ting her egentlig er. Det fik vi meget ud af”, fortæller Peter.

”Vi er generelt blevet taget rigtig godt imod. Også i vuggestuen hvor vi hurtigt er kommet til at lære en masse at kende. Det er fedt at være flyttet hertil. Det er det helt bestemt”, supplerer Line med et smil.

Line, Oscar og Peter