Jammerbugt er favoritdestinationen i Nordjylland og nr. 3 på landsplan

Jammerbugt Kommune fortsætter som den mest populære turismekommune i Nordjylland, og samtidig indtager kommunen tredjepladsen over de mest populære destinationer i Danmark.

Dansk Erhverv oplyser, at tal fra Danmarks Statistik viser, at danskerne har holdt sommerferie i Danmark sidste år, og at mange feriedestinationer i landet har oplevet vækst. Jammerbugt Kommune har oplevet en fremgang på 47% i antallet af overnattende turister.

Top 5 i juli-august 2020

  • Bornholm 693.135 (+33 procent)
  • Varde 648.928 (+76 procent)
  • Jammerbugt 600.812 (+47 procent)
  • Frederikshavn 576.893 (+52 procent)
  • København 517.224 (-18 procent)

”Det er en flot placering som vi i Jammerbugt Kommune har fået. Den kan vi være stolte af. Det er jo dejligt, at turisterne gerne vil besøge os i Jammerbugt, og det viser tydeligt, at det går rigtig godt med det vigtige erhverv, som turisme er for vores kommune – på trods af et usædvanligt år med coronapandemien”, udtaler borgmester Mogens Christen Gade.

Stigning i antallet af overnatninger

Samlet set var der 9,4 millioner overnatninger på de danske overnatningssteder i juli og august 2019, og i 2020 steg det til 12,9 millioner. De officielle overnatningstal dækker overnatninger på hotel, feriecenter, camping, lejet feriehus, vandrerhjem og i lystbådehavn.

Og det ser ud til, at sommeren 2021 også vil vise en positiv tendens i forhold til antallet af overnatninger på landets feriedestinationer.

”Det forventes, at danskerne igen i år prioriterer sommerferie i Danmark, også selvom der er bedre muligheder i år for at rejse ud. Danskernes feriehusbookinger ser stærke ud for de kommende måneder”, fortæller Kirstine Tolstrup Nielsen, chefkonsulent i Dansk Erhverv.